Historien
Efter i mange år at have gået under navnet ”Byfesten i Sønderborg”, blev Sportens Venner Sønderborg (SVS) etableret i 2020. Byfesten i Sønderborg begyndte i det små med Atletklubben Alsia – nu Brydeklubben Alsia – som ene-arrangør i 1969. Den daværende formand for Alsia, Jørgen Jørgensen mente, at der skulle skaffes penge til Alsia’s 50 års jubilæum i 1971 og derfor blev der arrangeret en ”Fagenes fest”. Det blev en så stor succes, at det blev for meget for én klub. Alsia indledte et samarbejde med SB – nu SUB – og Vidar. Der blev nedskrevet love og paragraffer. Byfesten var en realitet, og siden 1970 har de tre ”gamle” idrætsforeninger i Sønderborg hvert eneste år samlet tusinder og atter tusinder af kroner til deres ungdomsafdelinger.
De fire dages byfest på Ringriderpladsen begyndte altid på Kristi Himmelfartsdag og varede til søndag aften. Det var altid med Kjærs Tivoli på festpladsen, med et kæmpestort dansetelt, øltelte, kaffe og æbleskiver, ringriderpølser og masser af gøgl.
Byfesten i Sønderborg var mest kendt for ”Verdens største damefrokost”, hvor grænsen er sat ved knap 1000 deltagende kvinder. Damefrokosten har tidligere været i Guiness rekordbog. I 90’erne var der stort vognoptog gennem Sønderborgs gader med efterfølgende ”Fagenes fest” – først på Sønderborg Stadion med legendariske Gunnar ”Nu” Hansen ved mikrofonen – og et par år foregik tovtrækning og vandpudekamp på Ringriderpladsen. Tilslutningen til Fagenes Fest blev dog efterhånden mindre, men Byfesten med Tivoli, gøgl, Damefrokost og Bingo fortsatte. Gennem de mange år med byfest – som har haft enkelte afstikkere uden for Ringriderpladsen – har der været underholdning med internationale og danske stjerner til gavn og glæde for klubbernes ungdomsarbejde. Covid-19 har betydet, at Byfesten har været aflyst både i 2020 og 2021. Den ufrivillige Corona-nedlukning har desværre betydet at Kjærs Tivoli ikke længere eksisterer, og det er ikke muligt at få andet Tivoli til Byfesten! Det har givet anledning til at ryste posen og tilpasse Damefrokosten og Bingo, både i forhold til gæsterne og de frivillige hjælpere! Tiden er derfor til forandring og lidt nyt. Det betyder bl.a. at Damefrokosten er flyttet til LØRDAGEN FØR Kr. Himmelfart, det vil sige lørdag den 21. maj 2022. Samtidig flyttes Damefrokosten til Broager Sparekasse Skansen, og festen er KUN for piger hele aftenen, fra kl. 17.00 til 23.00! Det skal selvfølgelig fortsat være en rigtig festlig aften for piger i alle aldre (18+), med lækker mad og drikke, super god stemning, musik og dans. Og i anledning af, at Tour de France kommer til Sønderborg i Juli 2022, er festens tema/Hattetema ”PicheTouren”, – helt oplagt!